En begynderopgave II

[Korte erindringer fra julen 1945/1976]

En tilfældig dag (1976: det var i begyndelsen af Maj [1943]), da Erik og jeg mødtes, spurgte han, om jeg havde tid til at køre med ham. Det havde jeg, og under skellig snakken kørte vi ud til brevstedet på Østerbro, hvor jeg selvfølgelig ikke havde været før, men fik at vide at et brev dér til Christian Olsen altid ville nå ham samme dag. Efter at have læst sit brev bemark han at nu havde han fået afbud fra en mand; om jeg ville med i morgen aften - hvilket spørgsmål.

Vi begav os ud i det mørkere Søborg, hvor vi fandt den mest ideelle begynderopgave, den senere herostratisk berømte Tybring - eller rettere Tybring, hvor jeg senere vandt herostratisk berømmelse; Tybrings værksted i en villa Grøntoften 2 i Søborg, ingen vagt, ingen alarm, ingen vægter, yderligere havde vi nøgler (1976: nøglen havde vi fra en mand der arbejdede som tømrer eller snedker [...] der boede i samme opgang som mødestedet i Baggesensgade [se sabotage begyndelse]); efter nogen spisen kager i en overfor liggende bagerbutik viste der sig den ventede 3die mand - Jonathan som jeg senere kom til at kende - Ja Tak! Efter nøje at have planlagt alle enkeltheder på en nærliggende bænk, dæmpede vi Jonathans lyst til at stjæle pick-up (Tybring lavede bl.a. radiodele) og aftalte at mødes næste dag kl. 22 ved Bispebjerg Krematorium.

Jeg iførte mig hjemmefra min lumber-jacket og mine sorte støvler, stak tørklæde og handsker i lommen og begav mig afsted. Undervejs opdagede jeg at jeg ingen cykellygte havde og stak derfor op til den rare, italiensk-venlige [...] på Walkendorff, drak en kop the og lånte hans lygte, idet han dog venligt sagde: "Nu skal du vel ikke ud at lave sabotage med den", hvilket jeg selvfølgelig benægtede!

Vel ankomne til mødestedet og videre frem, stillede vi cyklerne i gården ved siden af; Erik og Jonathan gik først ind, og jeg sprang bagefter bevæbnet med Karens (Eriks kone) røde voksdugstaske; Jonathan havde en pistol, men jeg havde til min store sorg ingen fået udleveret.

Vi fik anbragt bandbomber, hvor de skulle og hældte benzol ud over alt og alle; Erik eller rettet J.B. som han kaldtes, sendte mig ned for at holde Jonathan i hånden med besked om ikke at dryppe, før han kom og sagde nu. Så da han lidt senere skulle ned og sige noget til os, skete det under vild og ophidset hvisken "Ikke endnu, ikke endnu". Erik fandt på at åbne for alle gashanerne.

Da vi omsider fik dryppet, for vi ud over i gården og op på cyklerne. Bøgh havde sagt at der var 5 minutters tændingstid.

Bøgh og jeg kørte en vej, Jonathan en anden og på vejen hjem skød han efter en kat uden at ramme. Bøgh og jeg var lige kommet op på Vangedevej, ca. 100 m. væk da det sagde BUM, og det så det kunne høres.

Jeg vendte mig om i sadlen og sagde til Bøgh: "Hvad var det?".
"Det ved jeg ikke, vi vil ikke blandes ind i noget" og så kørte vi videre. Jeg opfyldt af en fantastisk frydefuld og opløftet følelse.

Under den almindelige snak på kaffestuen næste dag spurgte nazisten Jens Ole mig: "Hør det var vel ikke dig ude i Søborg i går?".
"Jo, Jeg havde fået ordre direkte fra London!". Almindelig latter.

Efter denne aktion blev der under Bøgh ordnet en gruppe med mig som leder og Leif, Dick og O.T., der skulle være den gamle og erfarne, og en mand ved navn Karlo, som jeg kun så een gang, men siden traf på Nyborg som nr. 607.